Dino bliver træner
Dean Fedorchuk, der de sidste to sæsoner har spillet i Odense, får nu en ny rolle på det fynske hold. Han er nemlig deres nye cheftræner.

Dean "Dino" Fedorchuk har været fast inventar i dansk ishockey de sidste syv år, og det er således en erfaren herre på mange områder, Odense nu har fået på trænerposten.

"Lige siden Dean kom hertil for to år siden har vi vidst, at dette samarbejde kunne udvikle sig til noget mere. Fra dag et ønskede han at bygge noget nyt op som spiller, og vi har hele tiden haft denne mulighed i baghovedet," forklarer manager Ole Andersen om ansættelsen.

Selvom han fortsat kan indgå i spillertruppen afhængig af, hvilke spillere, der kommer til at udgøre holdet til næste sæson, bliver Fedorchuks primære rolle altså trænerrollen.

"Selv om han ikke tidligere har stået med det fulde ansvar, så er vi overbeviste om, at med hans lederegenskaber i omklædningsrummet og de kvaliteter han i øvrigt besidder, der vil han absolut blive en trænerprofil ind i fremtiden. Dean har både nu og tidligere vist interesse for at arbejde med danske spilleres udvikling, og vi føler at det oplæg han er kommet med, ligger i god tråd med udviklingen af dansk ishockey," siger Ole Andersen i en pressemeddelelse.

Fedorchuk har i 15 år været med til at organisere en stor hockeyskole for unge om sommeren i Alaska, så helt grøn som træner, er han trods alt ikke.

Den netop overståede sæson har været temmelig turbulent for den lille fighter og publikumsdarling. Før sæsonen blev Dino ramte af en puck i ansigtet og mistede fortænderne i overmunden samtidig med at nogle knogler i munden blev beskadigede. De betød flere operationer og et specielt visir, som han spillede med i sæsonen. Senere på året i en kamp mellem Odense og Nordsjælland stoppede han et slagskud med hjelmen og fik en flænge i hovedbunden.

Så den altid smilende forward har været igennem en hård sæson, der nærmest har budt på flere skader end hele hans karriere.






Alt indhold på danhockey.dk er beskyttet af ophavsretteten og må ikke reproduceres uden tilladelse.
Webdesign by: pseudoart.dk
Annoncering
Info
om Danhockey